15 mar 2019

Afstanden mellem stimulus og respons

Forleden da jeg var på vej ind til kontoret i Borgergade, havde jeg følgende oplevelse: Det var en ret trafikeret dag. Jeg kørte ind ad Tagensvej og henover Sølvgade og skulle krydse Østre Farimagsgade. Jeg så, at der var mulighed for at foretage et vejbaneskifte, så det gjorde jeg, med det resultat at chaufføren i bilen bag mig dyttede voldsomt. Jeg fandt det temmelig ligegyldigt og fortsatte min kørsel, indtil jeg skulle stoppe ved Statens Museum for Kunst. Lyskrydset var rødt og der var en del biler.

Det næste jeg oplevede var, at der stod en meget vred mand og slog med en flad hånd på min bilrude. Jeg opfattede ikke, om han råbte af mig, men jeg husker, at jeg tænkte: Nu åbner han døren og pander mig én! Min kvindelige pass

ager stod resolut ud af bilen og gik direkte hen til manden, således at afstanden mellem hendes næse og hans var ca. 10 centimeter. Hun råbte til ham: ”Har du et problem?” og han gik baglæns tilbage til sin bil og satte sig ind, uden at sige et ord. Min kvindelige passager satte sig tilbage i bilen og kørslen fortsatte.

Jeg spurgte min passager, hvad hun havde tænkt på, da hun handlede så resolut og svaret var: ”Det ved jeg ikke, jeg tænkte vist ikke”. Personligt nåede jeg ikke at tænke andet end, at jeg nok ville få på tæven. Jeg spekulerer fortsat på, hvad manden i den anden bil mon tænkte? Jeg håber, at han handlede lige så spontant som min passager.

Historien har hele tre forskellige udgaver af stimulus og den tilhørende respons: Manden rammes af, at han mener, at jeg tager hans plads på vejen. Hans reaktion er uhæmmet vrede, som kommer til udtryk 30 til 90 sekunder efter. Jeg bliver påvirket af, at han slår på vinduet og bliver omgående meget bange. Min passager reagerer omgående på hans slag på vinduet, og virker så truende på ham, at han foretrækker at sætte sig tilbage i bilen uden et ord.

Vi er ofte udsat for, at vi bliver påvirket af et eller andet, ofte af en eller anden, og reagerer automatisk på påvirkningen. Vi reagerer automatisk, altså uden nogen forudgående tanke, og uden bevidst at have overvejet hvilken reaktion vi vil sætte ind med. Afstanden mellem stimulus og respons er meget kort. Det interessante er, at hvis vi skabte os selv muligheden for, at tænke over den stimulus som påvirker os, så ville vores reaktion helt sikkert have været en anden. Jeg er ret overbevist om, at manden som blev voldsomt vred over min trafikale manøvre, ikke var specielt stolt over sin reaktion, efterfølgende.

Hvordan kan vi øge afstanden mellem stimulus og respons? Spørgsmålet er ikke så enkelt at svare på, som denne mail giver udtryk for, men det er faktisk en stor del af, hvad enneagrammet hjælper os med. Vi kan nemlig øge vores bevidsthed om, hvad det er der udløser vores reaktioner, og når den viden bliver tilstrækkelig stor, så øges afstanden rent faktisk, stort set af sig selv. Enneagrammet beskriver vores reaktionsmønstre, og når vi kender den beskrivelse, kan vi iagttage vores reaktioner og blive dus med dem, i større omfang end vi ellers var.

Der er selvfølgelig også andre elementer, som spiller ind. Vi er bl.a. mere tilbøjelige til at vælge vores automatreaktioner, når vi er pressede eller stressede, og mindre tilbøjelige når vi er i stort overskud. Det interessante er, at vi altid synes, at vores bevidste reaktioner er bedre end de reaktioner som genereres automatisk.

Fredagens vise ord er af Viktor E. Frankl:

„Between stimulus and response there is a space. In that space is our power to choose our response. In our response lies our growth and our freedom.“

Jeg ønsker dig en rigtig god weekend!

Bo Zoffmann

[top]
Deltag i dialogen på Facebook eller Linkedin