22 feb 2019

Stress eller pres eller hvad vi nu vil kalde det

Er det mig som ser verden med forkerte briller?

Jeg synes ofte, jeg oplever en mentalitet hos mennesker der hedder ”jeg vil først” eller ”jeg tænker kun på mig selv”. Et godt eksempel på det er, når jeg hver dag kører med metro, og der forekommer en ophedede stemning. Jeg bærer tit over med de til tider anmassende mennesker som skal med, for jeg tænker ”de er nok stressede, og de vil gerne hurtigt hjem”. Metroen lukker hurtigt dørene, og det virker som om, at mange får tanken –  ”Når jeg det nu?”. Men det sjove er, som mange nok ikke tænker på, når vi står og venter på denne madkasse på skinner, – der kommer altså en ny efter 2 minutter.

Jeg har aldrig forstået hvorfor, folk løber efter metroen, især grundet det jeg lige har beskrevet ovenover. Der kommer jo en ny hele tiden. Jeg venter personligt ofte på den næste, også for at undgå den klaustrofobiske følelse af menneskers skubben og følelsen af, at ens intimsfære bliver overskrevet mere end to meter.

Men hvorfor er det mon, at vi har så travlt med at komme hjem, når vi jo tydeligvis ikke har travlt med at forlade kontoret? På kontoret er der ofte lige det sidste, vi skal nå, for de fleste kan ikke lide at have uafsluttede opgaver liggende, det føles så rodet.

Men det pres vi måske har oplevet på arbejdet, ender vi med at tage med ud i det offentlige rum, hvilket nok ikke er vores hensigt, men en mulig konsekvens af at være presset. Måske er det også følelsen af at være presset der gør, at man kan komme til at råbe lidt for højt i supermarkedet eller vrisse i køen. Men alt dette får mig faktisk lidt til at føle, at vi et blevet en ”jeg kultur” og ikke en ”os kultur”.

Det der her er beskrevet er blot til for, at få folk til at reflektere og prøve at lægge arbejdet fra sig, når de tager derfra. Måske kan man prøve at tænkte aktivt over, hvordan man vil agere på vej hjem fra arbejde, uanset om man er i bil, på cykel eller med offentlig transport. At du måske lige husker at trække vejret og tælle til 10, hvis du bliver irriteret på vejen hjem, og hvis så ham/hende du måtte blive irriteret på også gør det – BUM, så er der ingen råben og skrigen, og i kan skilles i fred. Hvis du er med offentlig transport, kan du måske prøve og vente på den næste metro, hvis du er lige ved ikke at nå den planlagte og derefter vurdere, hvor meget de ekstra 2 minutter egentlig betød i sidste ende.

Det er nok meget naturligt at ønske, at nogen vil hjælpe os i pressede situationer, og derfor synes jeg, at vi skal tænke over, hvordan vi selv opfører os nu og her. Det kan være svært i hverdagens stress og jag, men lad os starte sammen.

Fredagens vise ord:

“Stress er ikke e et tegn på svaghed. Stress er tværtimod et tegn på at du har været for stærk alt for længe” (anonym)

Rigtig god weekend,

Line Skrydstrup

[top]
Deltag i dialogen på Facebook eller Linkedin