08 feb 2019

Motivation, ordet med dets mange betydninger

Det er så vanskeligt at tale om motivation.

Vi har netop haft et inspirationsmøde om motivation, og jeg oplever, at emnet er vanskeligt at tale om, fordi ordet motivation, har så mange forskellige betydninger, og fordi den indre motivation er vanskelig at få styr på. Den indre motivation, er de elementer der får os mennesker til at bevæge os hen imod noget, eller væk fra noget. Ordet, at ”bevæge” er jo ”move” på engelsk og heraf motivation. De fleste af os ved ikke helt, hvad der motiverer os, og somme tider oplever vi at blive voldsomt motiveret af noget, som når det lykkedes, overhovedet ikke giver os en lykkefornemmelse.

Sådanne oplevelser har jeg mange af. En af dem som står meget tydeligt i min erindring, er fra engang hvor jeg løb et maraton i København.  Jeg havde trænet intensivt igennem et år, jeg havde slanket mig, så jeg var virkelig tæt på min optimale ”kampvægt”, og jeg løb i en for mig ganske tilfredsstillende tid.

Jeg har et billede, som blev taget af mig, da jeg lige er kommet over målstregen, hvor skuffelsen lyser ud af mine øjne. Var det det? Var det virkelig, hvad der ville ske, nu da jeg havde gennemført løbet og opnået mit mål? Jeg er den dag i dag ikke sikker på, hvad jeg havde forventet, men skuffet var jeg. Når jeg ser på det med mine ”enneagram øjne”, så er det lige præcist, hvad jeg kalder for vores hamsterhjul. Vores indre drive som påvirker vores adfærd i voldsom grad, men som ikke giver os nogen som helst lykkefølelse.

Det er et dilemma, for på den ene side, må jeg jo acceptere, at det er et stærkt motiverende element, som vi bevæger os stærkt imod. På den anden side er det en faktor, som ikke giver os nogen langvarig lykke, og som i værste fald kan bekræfte os i, og fastholde os, i vores hamsterhjul.

De elementer som vi kalder for den ydre motivation, er grundlæggende set noget helt andet. Jeg vil gerne skrive, at det er de elementer, som nu og da forhindrer os i at yde vores bedste. Selvfølgelig når de ikke er opfyldt. Det er så til gengæld muligt at arbejde med disse elementer, og det er muligt at skabe miljøer, hvor der i udstrakt grad er plads til at medarbejderne kan yde deres bedste. I vores modelapparat har vi 10 faktorer som danner 6 gruppedynamikker. Modellen giver et klart billede at de ydre motivationsfaktorer i virksomheden, og der er en klar indbygget prioritering i modellen, således det er let, at vælge hvor der skal fokuseres, og hvilken indsats der skal gennemføres.

Vi medarbejdere skal skabe værdi, når vi er på arbejde, og i Danmark skaber vi temmelig stor værdi set i forhold til andre lande i denne verden. Som medarbejder vil vi også gerne skabe værdi, der er slet ikke noget misforhold i den ligning. Men nu og da, sker der handlinger, som ser ud som om ønskerne om værdiskabelse er modsatrettede, og det er præcist det, vi skal undgå.

Når der nu er fælles interesser, så lad os arbejde åbent, målrettet og tillidsfuldt med de oplevelser vi har, når vi er på arbejde. Således sikrer vi den højest mulige værdiskabelse, til gavn for virksomheden, men i lige så høj grad til gavn for den enkelte medarbejder, for det er min grundlæggende antagelse, at vi alle trives bedst med at lykkedes og med at skabe værdi.

Fredagens vise ord er et citat fra Frank Zappa:

“The mind is like an umbrella – it only works, when it’s open.”

Med ønsket om en god weekend til alle!

Bedste hilsner,

Bo Zoffmann,
Partner i PS4 A/S

[top]
Deltag i dialogen på Facebook eller Linkedin