23 nov 2018

Hvornår har du sidst følt dig virkelig motiveret?

Hvornår har du sidst følt dig virkelig motiveret? Sådan rigtig motiveret for at komme til noget, opnå noget særligt eller komme væk fra noget. Det er helt utroligt, hvad vi kan, når vi er rigtig motiveret, når det er lysten der driver værket, og når vi kan se meningen med det, vi gør.

Tænk lige efter, hvornår det var du sådan rigtigt oplevede den gode stærke motivation? Tænk også på hvad det er der motiverer dig, hvad det er som får dig til at føle stærkt for at gøre noget specielt. Sidstnævnte er for nogen ganske

vanskeligt, og alligevel er det så utroligt vigtigt, at vi er klar over, hvad det er der får vores indre ild til at brænde og brænde stærkt.

Det er vigtigt fordi, vi har det så meget bedre, når vi er stærkt motiverede, for det vi gør. Det handler jo bl.a. om, at der skal være mening, og når vi gør noget som har mening, så bliver det hele meget sjovere, vigtigere og meget mere tilfredsstillende at arbejde med.

Jeg bliver selv meget motiveret af at lykkedes, af at få løst opgaver som er medvirkende til at der samlet set opnås noget. Jeg har tidligere været ansat i McDonald’s, hvor vi åbnede 90 restauranter i Danmark på 10 år. Det var super motiverende at være med til at åbne sådanne virksomheder, med en del ansatte og en franchisetager som investerede hele sit liv i forretningen.

Jeg fik her en oplevelse af, at jeg medvirkede til, at disse virksomheder blev åbnet, og at alle disse mennesker kom til at arbejde med det, de syntes var sjovt og givende. Mit job der, passede perfekt til min persontype og til det som betyder noget for mig.

Jeg vil godt opfordre til, at der bliver tænkt lidt mere over, hvad det er der motiverer. Ikke fordi vi aldrig skal gøre andet, end det som giver os maximal energi, men fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi er bevidste om, hvordan vi skaber os en hverdag, hvor vi oplever, at det er sjovt og givende, og at vi får udrettet noget som har betydning. Jeg er helt klar over, at der er stunder, hvor vi skal gøre noget som ikke ligger i ovenstående kategori, og efter min mening er det ok. Det vigtige er, at vi arbejder på ikke at være fanget i opgaver som tapper os for energi.

Hvis vi er i situationer som tapper os for energi, så mener jeg, at vi skal stoppe op, tænke over om vi kan påvirke situationen, så motivationen bliver genskabt, alternativt finde et andet sted at bruge vores energi og tid. Visse læsere vil muligvis tænke at det kan jeg sagtens sige, for jeg er selvstændig erhvervsdrivende med stor indflydelse på, hvad jeg laver. Men min påstand er, at alle har mulighed for at påvirke deres egen situation. Muligvis ikke på den helt korte bane, men ved at lægge en plan, og arbejde målrettet mod en mere motiverende situation, vil de fleste opleve, at det kan lykkes.

Opgaven med at påvirke egen situation giver mening, og det betyder, at vi alle burde være i stand til at finde motivationen til at arbejde med det område.

Fredagens vise ord:

Der er en drivkraft stærkere end damp, elektricitet og atomkraft: Viljen.

Albert Einstein

God weekend

Bo Zoffmann

Partner

[top]
Deltag i dialogen på Facebook eller Linkedin