10 aug 2018

Hvilke uhensigtsmæssige gamle historier bærer du rundt på?

Når du ser dig omkring, er der så mennesker, som du har gamle oplevelser med, som du ikke kan slippe? Dette kan være hindringen for, at I får de resultater sammen, som er vigtige for, at I opleves som et succesfyldt team. Det succesfyldte team lader hinanden vokse, erfare og reflektere over, hvilken udvikling der skal til for at få det bedste frem i hinanden.

Udvikling er et resultat af forståelse + handling.

Der er en historie om to munke, som var på pilgrimsfærd. De gik sammen og snakkede, og som du ved, så må munke ikke have noget med kvinder at gøre. De kom til en lille bæk, og ved denne bæk stod der en kvinde i lang kjole og stiletsko. Hun skulle over på den anden side, men hun ville nødigt have sit tøj svinet til, da hun skulle til fest.

Hun kiggede på de to munke. De to munke kiggede på hende. Hun spurgte den ene munk, om han ville bære hende over på den anden side. Til stor forbavselse for den anden munk, sagde han ”ja”. Han tog hende, løftede hende op og bar hende over på den anden side af bækken. Han satte hende ned, sagde høfligt farvel til hende og gik tilbage over bækken, og de to munke gik videre på deres pilgrimsfærd.

Da de havde gået et stykke tid uden at snakke sammen, begyndte den anden munk at stille et spørgsmål til munken, som havde båret kvinden over. Han spurgte, om det nu også var rigtigt at gøre sådan noget, og om det nu også var i overensstemmelse med deres orden, at han havde båret hende over på den anden side. Han blev ved med at plage den første munk med spørgsmål og betragtninger, indtil munken, som havde båret kvinden over bækken, stoppede op og sagde: ”Jeg satte hende ned på anden side af floden, men du bærer stadig rundt på hende!”

Moralen i denne historie er, at vi skal lade tingene forsvinde. Vi skal lade dem komme ud. Vi skal ikke bære rundt på alle vores dårlige oplevelser og dårlige samvittighed hele vejen igennem livet. Vi skal sætte dem fra os, lige som munken gjorde det.

Fredagens vise ord:

”Tag dine kollegaer, som de er, og uden en forudindtaget holdning. Det er ikke det, at I ikke behøver hinanden, det er mere, at I tilstræber at erkende jeres forskelle som en del af udfordringen i sig selv.”

Med ønsker om en fantastisk weekend.

Bedste hilsener
Karin Jessen
PS4 Partner

 

[top]
Deltag i dialogen på Facebook eller Linkedin